drostrup.dk

Aagaard Friskole og fortællingen om et levet liv

Erindringer fra friskolen

Nogle ord og oplevelser følger et menneske gennem hele livet. De bliver en del af den ballast, man kan støtte sig til, når andre forsøger at gøre én usikker med store ord eller tomme trusler. Det, man har lært og erfaret, kan give ro og styrke, når det gælder.

Han havde på et tidspunkt tænkt, at han ikke længere skulle være lærer. Alligevel vendte undervisningen tilbage som en del af hans liv. Det siger noget om, at et kald ikke altid forsvinder, blot fordi man beslutter sig for at gå en anden vej.

Han ønskede ikke medynk og regnede med selv at kunne klare modgangen. Han viste andre respekt og forventede samme hensyn tilbage. Alle mennesker har grænser, som bør respekteres; at overskride dem kan skade tilliden og relationen.

Tro, ansvar og en plads ved bordet

Nogle ord bliver sagt, før vi forstår deres betydning. Andre får en særlig vægt, når de gentages ved en afsked. Troen på Guds nåde peger på, at mennesket må finde sit ståsted som én, der er elsket og har fået ansvar betroet.

Fortællingerne om Jesus og disciplene giver plads til, at mennesker kan genkende deres eget liv. Der er altid en plads at tage imod. Dåben og måltidet udtrykker et fællesskab, hvor vi ikke kun er inviteret til at være med, men også til at dele livet med hinanden.

En fortælling fra Lukasevangeliet om et måltid og en indbydelse kan læses som et billede på, hvordan mennesker bør leve sammen. Den minder om, at fællesskab ikke handler om at hævde sig, men om at give plads og tage del.

I en gammel fortælling ser Jesus en mand arbejde på en sabbat. Ordene, han får at høre, vender spørgsmålet om regler og liv på hovedet: Den, der forstår sine handlinger, er salig. Fortællingen stiller læseren over for et spørgsmål om ansvar og dømmekraft.

Det spørgsmål blev også stillet i en samtale kort før afskeden: Hvor står fortællingen? Svaret kunne gives, men det væsentlige var måske også, hvorfor spørgsmålet blev stillet. Det vidner om en nysgerrighed, der holdt fast i både teksten og dens betydning.

At tage imod sin opgave

Han forstod livet som en opgave, der skal tages på sig. Hver dag kan betragtes som en anledning til at gøre det, der er ens ansvar, og møde andre med omtanke. Det kræver ikke en særlig position, men vilje til at være til stede dér, hvor man er.

Han søgte ikke de fornemste pladser. I stedet blev han på sin egen plads og fyldte den med indsats og nærvær. Sådan kan et menneske gøre en forskel uden at stå i centrum: ved at tage sin del af arbejdet alvorligt og hjælpe fællesskabet videre.

Til sidst må fortællingen rundes af. Den er måske blevet længere, end han selv ville have ønsket, men erindringen rummer mere end korte ord kan indfange. En sang, som børnene på friskolen lærte, giver en passende afslutning: En far sender bud, gæsterne venter, og den indbudte bliver bedt om at komme med til festen.

Flere emner

Til forsiden